Planlæg mad efter sæson
Uge 3 Den var værre!
Det er sgu ikke så nemt længere!
Forståeligt nok – skal jo for hver uge, der kommer, fylde opgaver på planen…
Nu skal jeg både forholde mig til opskrifter med grønsager, uden for meget kød og lister over hvilke råvarer, der er i sæson. Det lyder måske ikke af så meget, men for mig bliver det faktisk en stor opgave, når jeg er pisse træt ovenpå en lang uge, med pligter, job og sport. Halvvejs igennem ugen er der ikke flere rene bukser, jeg er bagefter på mit job, fordi der opstår uforudsete opgaver og jeg har et hav af kreative idéer, som stresser mig, fordi jeg har svært ved at forholde mig til én ting af gangen og bare har lyst til at lave det jeg lige her og nu synes er sjovt!
Det kommer nu ikke bag på mig, at jeg på et tidspunkt ville blive frustreret over hverdagens faste opgaver, der ligesom forstyrrer mit projekt. Hvis jeg nu ikke havde et 37 timers job, så ville det da være væsentligt nemmere, at indføre mad planer der bare er tip top klimavenlige. Så kunne jeg bruge rigtig meget dejlig tid på at undersøge, hvad der egentlig er allerbedst, når vi gerne vil spise klimavenlig mad.
På trods af forstyrrelser, har vi forsøgt at spise grønt, uden for meget kød og efter sæson. Måtte dog rykke rundt på de forskellige planlagte retter, hvilket blev lidt bøvlet. Det var svært at nå at handle. Jeg skulle vaske tøj midt på ugen (plejer at være en weekend tjans). Vi skulle besøge familie og nå at hygge. Jeg skulle også nå at løbe en tur. Så.
Lørdag døde planen fuldstændig og vi endte med McDonalds.

Det er egentlig skræmmende så hurtigt jeg har behov for at falde tilbage i gamle vaner! At de dage med træthed og manglende overskud sætter autopiloten i gang på øverste etage og plager om, at alt skal være som det plejer at være. Jeg gider ikke at planlægge alt muligt og jeg gider ikke at spise linser, grøntsager og bønner, når jeg har brug for sukker og fed mad og derfor kun kan tænke på chokolade og pizza!
Jeg har dog ikke i sinde at give op og mit mål er, at jeg på en eller anden måde kan gøre det her mad plans show simpelt.
Hvis jeg giver det lidt tid og tålmodigt bliver ved med at planlægge, så må jeg da finde en rytme med nye grønne retter, vi nemt kan kokkerere uden nødvendigvis at kigge på opskrifter, OG følge en oversigt over råvarer i sæson uden at jeg skal skrive en helt ny kogebog… hey! jeg googler lige sæson kogebog 😉 Det var da smart…
Næste uges madplan skal planlægges ud fra det vi allerede har – Shit, det er pt kringlet at få det hele til at gå op i en højere enhed? Jeg har gjort et forsøg og det er lykkes okay. Det giver en ret fed tilfredsstillelse, at få indflettet det vi har i forvejen, når jeg nu også gerne vil gøre noget for at undgå madspild. Vi har været ret slemme til at glemme at spise vores rester, så jeg forestiller mig at spare en masse på mad kontoen.
Summa summarum så må den simpleste vej for mig lige nu være, at jeg starter med at lære hvilke grønsager og frugt, der er i sæson og derefter bikser en mad plan sammen.
Jeg må også vælge at skære lidt ned for ambitionen om, hvor hurtigt vi skal ændre på vores vaner herhjemme. Vores nye klimavenlige vaner må få lov at liste sig ind, ved at vi langsomt vænner os til ny mad og at vi gør, hvad vi kan med den tid vi har til rådighed.
Med hensyn til vores børn, så har de faktisk spist okay af de sæson retter vi har serveret for dem med løg, champignon og det hele. Jeg fandt ud af, at æbler og pærer er i sæson, hvilket er det frugt vi spiser mest af herhjemme. Og vi køber selvfølgelig primært danskproducerede. Men bananer, det er vel på ingen måde klimavenligt? – der synder vi altså! Jeg vil prøve om jeg kan finde et alternativ til bananer…
Det der motiverer mig (lige nu)
– Min bloggelog og at jeg har lovet mig selv, at ændre på vaner.
– At min store datter er bekymret for fremtiden og jeg derfor gerne vil vise hende, at jeg sammen med min familie kan gøre en forskel, selvom det er en lille forskel.
Næste uges klimavenlige vane: Få styr på dine rester
Jeg har nogle ideer til at gøre det nemt, som jeg glæder mig til at skrive om 🙂